Macallan

Vertikalsmagning under kyndig ledelse  af Niels H. Lynggaard

Så blev whiskyåret 2014 skudt igang - først en ganske traditionel generalforsamling, uden kampvalg på dirigentposten, og som blandt andet bød på formandens tur ned af memory-lane, og det er faktisk imponerende, hvilke gyldne stunder, vi har haft i et godt fællesskab.

Og fællesskabet fortsætter tilsyneladende, for bestyrelsesmedlemmerne er stadig de samme efter aftenens indledende generalforsamling,som blev overværet og livligt kommenteret af 87 medlemmer.

Et tilbagevendende højdepunkt på generalforsamlingen er udnævnelsen af årets KWL-er, en hæder, som i år tilfaldt Kjeld Dittmer.

Tillykke med det ærefulde valg og pas nu godt på pokalen det komende år.

I øvrigt er der  for tiden 180 medlemmer i Kolding Whiskylaug og vores økonomi er sund og bestyrelsen kæmper bravt for at tilfredsstille medlemmernes whiskybehov med interessante smagninger og nye tiltag - i fremtiden skal vi atter overveje eventuelle nye skjorter/polo og investeringer i nye fade. Det er unikt og det bliver spændende.

Macallan - det er næsten med ærefrygt, at vi skal tage hul på dette højtestimerede mærke, og måske lige i sidste øjeblik - det kan kun fremtiden vise.

Helt sikkert er det imidlertid, at de gode gamle dage med årgangsflasker næppe kommer tilbage foreløbig fra dette destilleris egne aftapninger - hertil er efterspørgslen fra de "nye" whiskylande Brasilien, Indien, Rusland og Kina alt for stor.

Nå - vi er vist ved at være klar til smagningen!

Macallan 10 års sherrylagret. Det er næsten med ærefrygt, og i hvert fald med rigtig gode minder for de fleste, at man gensmager denne klassiker. Og hvor er det brandærgerligt, at den tid med årgangsaftapninger ser ud til at være ovre.

En herlig sødmefyldt sherryduft og suppleret af en slikbutik med karameller, det er da et sikkert valg og en herlig whisky, som man vel bør købe, hvis man støder på den.

Macallan 12 års sherrylagret. Det er så storebror, som med de ekstra par år på bagen udstråler endnu mere smagsmæssig balance end lillebror og med mere facetterede nuancer, blandt andet lidt appelsin blandet med de søde honningnoter.

Det er da en lækkerbisken.

Den næste smagsprøve kunne vi indirekte takke postvæsenet for, idet lidt kludder med pakkerne gav en 15 års Macallan fra1998 fra Coopers Choise i stedet for en ung Macallan fra Gordon & Macphail. Nu ved vi jo ikke, hvad den unge Macalan gemte på, men ingen var utilfredse med den lidt mere potente 15 års med en styrke på 46%.

Og der var ikke den sædvanlige Macallan smag, som vi netop havde oplevet, men stadig meget sødme, chokoladenoter, malt og rørsukker - ren slikbutik, men stort set fri for sherry og meget atypisk.

Især afslutningen med en smule røg gav denne whisky en interessant karakter.

Billederne her er fra henholdsvis en ekspedition til sydpolen og fra en ubåd direkte under nordpolen - jo man kommer lidt omkring, når man hedder Paulsen og har tjent kassen på medicinalindustrien.

Akkurat som skaberen af denne malt.

Navnet er Frederik Paulsen eller bare Dr. Paulsen og han er vor tids opdagelsesrejsende. Blandt andet deltog han (og sponsorerede en god del) på en MIR ekspedition, som opdagede den præcise nordpol i 2007. Ellers hygger Paulsen sig også med forskning og geologi, så han er et velfunderet medlem af eventyrernes klub.

Og endelig har samme Paulsen haft lyst til at give spiritusverdenen sin udlægning af en god cognac, rom og armagnac, ud over selvfølgelig whisky.

Whiskyversionen, som vi smagte, er en Macallan 1990, som er 18 år gammel og den sidste tid før aftapningen har den ligget på Amarone rødvinsfade.

Det har givet en lækker blød, interessant og flot whisky, men ikke med meget Macallan særpræg. Her har især vinfadet nok bidraget med markante, lidt syrlige frugtnoter, især kirsebær, i kontrast til den normale karamelsødme.

Til en pris på lige under 1000 kr.vil de fleste nok sige, at den er vel dyr, men det er måske fordi man ikke har fulgt med priserne på den originale 18 års Macallan - mon ikke?

Aftenens pause var med en dejlig rustik pålægstallerken med små ekstra raffinementer i form af fedt, italiensk salat, snackspegepølser og oliven. Hertil en livlig belgisk munkeøl.

Tak for mad Karin.

Vi startede med Amber, som er den version, man typisk vil holde op mod en 8-10 års fra tidligere. Denne er ganske frisk i smagen, forbavsende krydret og ikke ret sherrytung, men gedigen.

Efter et par nip fristes man til at kalde den lidt kedelig, især efter aftenens øvrige smagsprøver.

Fra farven Amber, ja det er baggrunden for navnet, går vi over i den brunere Sienna, som også tilmed er hævet fra 40% til 43% i styrke i forhold til forgængeren.

Her skal vi typisk sammenligne med de tidligere 12 års. Og her er sammenligningen nok også bedre - denne er typisk Macallan - sød og krydderierne står i kø, sammen med en smule bålrøg og masser af slik.

Men den bærer også negativt? præg af at være vattet af mange fade og flere fadtyper, det er en meget strømlinet whisky med mange nuancer, men de er ikke særligt markante og kan være svære at hive op ad glasset.

Lækker, men lidt tilbageholdende.

Slutproduktet denne aften var Ruby. Den dyreste og luksusflasken til barskabet.

Her har der været anvendt europæiske fade udelukkende, hvilket sikkert fortrinsvis betyder spanske oloroso-fade. Her er vi på vej til rigtig Macallan Classic, en meget fyldig og ekstremt cremet og sød dram, det er næsten for meget med al den sødme, som omklamrer de typiske frugtnoter og krydderierne.

Dette sødmefulde punktum efterlod vist forsamlingen godt tilfredse med, at de fleste havde opdaget den rigtige Macallan smag i tide og havde smagt The Real Stuff, før designerwhisky kom på mode.

Men interessant, jo selvfølgelig!!

Tak til altid velforberedte Niels H. Lynggaard for en indholdsrig smagning.

Ref.: Dr. Rask