Generalforsamling 2013 og Murray McDavid smagning

Så er starten gået på et nyt Whisky-år i KWL og dermed også tiden til generalforsamling på Kolding Bibliotek den 8. februar 2013.

Igen med et imponerende deltagerantal på 91, måske ansporet af en forventet fængende beretning af formand Olsen til generalforsamlingen eller en forholdsvis billig efterfølgende smagning anført  af næstformand Lynggaard?

Formandens beretning var vanen tro stærkt causerende og omfattende. Ind til flere elementer havde god underholdningsværdi, blandet med eftertænksomhed og entusiasme, og det meste vedrørte også KWL, så beretningen blev godkendt, på trods af den overskredne tidsplan!

Ellers var den korte version af generalforsamlingen: Genvalg og styr på tingene!

Og dog, vores smagning af de oplagrede godter på Kilchoman måtte vente til næste gang, idet der kun var tilgået et par samples, som vanskeligt lod sig dele - men dem som duftede til varen, glæder sig allerede til næste ordinære smagning i juni, hvor vi håber, at lidt større flasker har fundet vej til Kolding. Ikke sandt, Olsen?

Den mest spændende del var som altid udnævnelsen af årets KWL'er og det blev i år

Lars Schultz Bonde.

Dagens smagningstema var den uafhængige aftapper Murray McDavid, som startedes i 1995 af Mark Reynier (billedet), Gordon Wright og Simon Coughlin - de samme herrer som i 2000 købte Bruichladdich og etablerede sig der, med et tapperi ud over lagerfaciliteterne for begge firmaer.

Murray McDavid er blevet berømt for ACE'ing af deres whiskyprodukter, forstået således, at man typisk vatter 5 fade af samme årgang fra et udvalgt destilleri og derpå genopdeler denne vatning i 5 nye fade, som tidligere har indeholdt vin, dessertvin eller cognac, for nu at nævne det almindeligste.

Herved opnås Additional Cask Evolution, ACE, som har til hensigt at bringe flere smagsnuancer til det vattede produkt og derved forbedre dette, eller gøre det en smule mere interessant, end destilleriets oprindelige smagsprofil.

Onde tunger har også sagt, at det også kunne være en måde at bringe halvdårlige fade i spil igen som single malt, så meningerne om denne ACE er delte - og dermed et tema til aftenens vurdering for den store KWL-jury.

Første prøve var en highlands Glen Garioch 1993, 10 år, som ud over den sædvanlige fadlagring på bourbonfade, havde ligget på rødvinsfade af Pinot Noir.

En ung whisky præget af citrusfrugter og byg og en smule syrlighed i duften, mens smagen overrasker med en tør aske som afslutning.

En lidt mærkelig blanding og nok ikke det bedste eksempel på god ACE.

Næste eksempel var en 16 års Bladnoch 1992, som via lowland-destilleriet var havnet på Amarone rødvinsfade efter den indledende modning på bourbonfade.

Positivt ved denne Bladnoch var det, at destillerikarakteren stadig var intakt med de typiske friske blomsternuancer og karamel samt citrusfrugter. Det var svært at afgøre, om Amaronefadet havde bidraget med noget, måske en lille tør vin-note og en flot kulør, men det havde i hvert fald ikke skadet!!

Så gik turen til en ærke-Speysider, Mortlach 1994, 17 år gammel. Igen efterlagret på et rødvinsfad, denne gang den spanske Tempranillo, som blandt andet kendes fra Rioja.

I tilgift til den sædvanlige lækre, blomstrende og honningsøde malt havde rødvinsfadet bidraget med krydderi og resultatet var udemærket.

Sidste whisky før pausen var en Clynelish fra det nordlige Highland, årgang 1997 og 14 år gammel - og man fristes til at sige, afsluttet helt traditionelt på et sherryfad. Destilleriet er normalt kendt for en god kraftig malt med lidt saltstænk, bær-noter og en smule røg. Her dulmet en del af sherry, men bestemt ikke på nogen dårlig måde. Faktisk er denne variant nok en smule mere attraktiv end destilleriets egen sherryvariant (Distillers Edition) af den normale 14 års.

Genstarten var dejlig - en Ø-whisky fra Orkney, nemlig 14 år gammel Highland Park 1995, som var afsluttet på fade fra Chateau Lafite, et af de fornemmeste vinhuse (1. Cru) i Bordeaux. Her må man konstatere, at den normale, superlange, komplekse finish er blevet endnu længere og raffineret af opholdet på de dyre rødvinsfade. Igen et godkendt forsøg fra MMc, selv om resultatet måske var sødere end ventet.

Højdepunktet var nok for de fleste den næste fra Mission-serien, nemlig en Macallan 1990 på 18 år i cask-udgave og med en fornem afslutning på Haut Brion fade, endnu et 1. Cru rødvinshus fra Medoc-distriktet i Bordeaux. Den typiske Speyside honningsmag er her hjulpet af et markant krydret indslag og efterlader en velafbalanceret og længevarende whisky.

Afslutningen havde det svært herefter - her den røgede variant af ø-whiskien fra Mull, som hedder Ledaig i stedet for Tobermory.

Denne normalt kraftigt røgede/tørvede unge whisky var her blevet blødgjort af et ophold på Jurancon-fade, som er en sød dessertvintype fra Pyrenæerne. Og selv om det var en brat opvågning fra den frydefulde, lækre Macallan, så er der noget charmerende ved blandingen af de søde noter fra vinafslutningen og den baske tørv og røg.

Alt i alt en aften, hvor de mange finurlige fadafslutninger overraskede til den gode side

Tak til Niels Lynggaard for den stabile køretur gennem denne smagsmæssige jungle.

Ref.: Dr. Rask