logobanner_1100

Klik på banneret for at komme tilbage til oversigten over tidligere smagninger

Olsens verdenstur - afholdt den 27. maj 2011.

En mindeværdig aften, hvor formand Olsen drev os rundt over samtlige danske vidder, over de nordiske skove afsluttende med de fjerneste kontinenter - alt under dække af en whiskysmagning af de sjældne.

Den danske start

Vi startede i det nære med et besøg i Farre, hvor Fary Lochan bliver til.

En meget ung version, men frugtrig og duft af abrikos - ud over den kontante råsprit.

Og imens vi smagte, kom  vi igennem den danske whiskyhistorie og så Olsens egen MacMyra aftapning - uden at røre.

For så lige at runde det lokale bryghus Trolden, hvor vi fik en meget autentisk råsprit, som vi helt sikkert skal smage igen, når brygmesterens ide om at placere fadene på specielle lokationer i omegnen - og deraf tage smag, skal afprøves.

Og vi sluttede med den efterhånden berømte Rye whisky fra Stauning - den whisky, som Jim Murray har rost i skyhøje toner. Og som vi andre da også kunne lide, selv her i den første, lidt rå, men sødmefyldte udgave.

Den store rundtur efter en dejlig kop kaffe fra Brewers Cup

Fra Stauning til Sydafrika!!

Three Ships hed whiskyen - og den fik også 3 stjerner. Blomsterduf, grønne æbler og nemt tilgængelig - et rimeligt produkt fra en lidt ukendt kant. Faktisk lidt bedre end rygtet fortæller, prøv at søge bedømmelsen på Whiskyfun!!

Belgierne kan brygge øl - men sandelig også whisky - eksemplet her er The Belgian Owl, en 4 år gammel whisky med sødme fra bourbonfade og en dejlig let karakter.

Var  det ikke her vi mæskede os i Pers Weber-stegte pølser??

Finnerne er berømte/berygtede for deres hjemmebrændte, men de kan også raffinere produktet - her den eneste finske whisky Teerenpeli, en 8 år gammel whisky med udpræget duft af korn og gær, en god smagsbalance med krydret eftersmag fra sherryfadafslutningen.

På vej retur ud i den store verden havner vi i Englands nyeste destilleri St. George.

Igen et allerede berømmet destilleri, trods den unge alder fra 2006.Vi smagte chapter 9, en peatet version brygget på optic byg og lagret på ex-bourbon fade i 3 år.

En behagelig whisky, som trænger til lidt flere år på bagen.

Og hvor skal vi så ende på verdensturen - På Tasmanien, længst mulig borte fra vores laug.

Efter utallige bryderier med importør og især toldvæsenet, kunne vi smage Hellyers Road 1999 - en behagelig whisky, lagret både på ex-bourbon fade og lokale tasmanske fade.

En meget tør, næsten askelignende finish på en i øvrigt velafbalanceret whisky.

 

 

 

 

 

Efter disse udskejelser - hvor især de meget unge danske islæt havde sat sig dybe spor hos deltagerne - sørgede unge Klingenberg for lidt plaster til de ømme ganer i form af en udskænkning af vore årsmaltwhiskier fra henholdsvis Edradour og Bunnahabhain.

Skønne dråber, som afsluttede en dejlig aften - og heldigvis kan disse årsmalte stadig købes hos kassereren for en billig penge!

Ref: Dr. Rask